|  | | |
|
Verdens kedeligste blog er nu kedeligere end nogensinde. For jeg har ikke tænkt mig at poste indlæg. Men jeg synes det er sjovt at læse mine gamle indlæg, og måske du (dog højest usansynligt) synes det samme...
Kig du bare frit i arkiverne
Home
| |
| | | | | | |
|
Hvis du vil i kontakt med forfatteren af denne blog så skriv en
| |
| | |
| | | |
|
| |
| | |
|
| | |
|
| Nytårs-stalking |
|---|
"Vent, jeg skal lige have mascara på". Kæresten og jeg var kommet lidt hurtigt ud af døren, og busturen var for kort og bumpet til at nå al make-uppen, så kæresten stoppede mig da vi gik forbi et stort vindue med lys i. Lommespejlet blev hevet frem. Vi havde selskab, af én jeg i første omgang troede skulle med til festen. Jeg kendte ikke resten af selskabet, og da manden havde fulgt os tæt, siden vi steg ud af bussen, antog jeg at han skulle med. Koncentrationen til at lægge make-up var imidlertidig ikke til stede, og kæresten og jeg gik lidt videre. Manden fulgte med og stoppede samtidig med os i vores forsøg på fremtrylle endnu et sminkerum midt på Østerbro. Det gik op for os at han ikke skulle med til fest. Han ville heller ikke sælge os stoffer, og da vi ikke kunne hjælpe ham med noget andet krydsede vi vejen, for at slippe for det efterhånden ubehagelige selskab.
Han forsikrede os om at han ikke fulgte efter os, og øgede da også afstanden til os til cirka 3 meter. Vi gik hurtigere, han gik hurtigere. Vi kunne ikke løbe. Stiletter. Han prustede. Ikke fordi han løb. Tanken om hvorfor han prustede var væmmelig. Skummel. Krænkende. Tanken om hvad situationen måske kunne udvikle sig til, muntrede ikke op. Jeg forestillede mig at han ville dolke den stærkeste af os, og voldtage mig bag en busk eller et cykelskur. Og det var ikke lige den slags nytårsknald jeg havde forestillet mig, da jeg tog hjemmefra.
Vi så lyset, flugtvejen. Vi kunne akkurat nå at få foden i klemme inden døren til opgangen lukkede i. Desværre kunne døren ikke lukkes hurtigt nok til at vores forfølger måtte nøjes med synet af dørens yderside. Havde fantasien bare spillet os et pus, og ville tilfældet bare at han faktisk talte sandt og ikke forfulgte os, men rent faktisk boede i denne opgang, som vi havde valgt at søge ly i?
Vi lod ham gå op ad trappen. Og da vi ikke lige kunne finde navnet på vores vært på tavlen, skyndte os ud af døren og rundt om hjørnet. Det skulle senere vise sig at vi havde været i den rigtige opgang. Tæt på sikkerhed. Men nu havde vi valgt at tage flugten fra denne skumle mand, som i øvrigt kort tid efter kom rundt om selvsamme hjørne hvor vi var flygtet. Vi havde nu manden i hælene igen. På vej mod den del af kvarteret uden lys. Ikke smart. En omdrejning på stilethælen blev løsningen. Hvilket ikke rystede forfølgeren af.
Et par musikere var ved at læsse bilen til aftenens gig. Jeg kan ikke sige at jeg brændende ville ønske mig vidner hvis jeg skulle vågne op nytårsmorgen bagbundet i en busk og med et kondom i røven, men vurderede at det alligevel var det smarteste. Skælven i min stemme gjorde dem situationens alvor klar. Og de holdte stalkeren tilbage længe nok til at vi kunne få et lille forspring, til at komme hen til opgangen mod sikkerhed. I sådan en situation er det enormt upraktisk, og meget upassende med dørtelefoner, som ikke kan aktiveres uden at gæsten taster en kode, som så ringer op til beboerens mobiltelefon. Det føltes som en uendelighed inden døren blev åbnet, og forspringet vi havde fået var da også skrumpet ind igen, og vi blev atter åndet i nakken. Lyden af døren der blev låst, med fætteren på modsatte side, var befriende. Og nu kunne der langt om længe lægges mascara, dog stadig med rystende hænder og et hjerte i halsen... Aftenens alkoholindtag, lyden af Kaj og Andrea til middagen, lagde en dæmper på nerverne, og endte med en brag af en fest, med farverige drinks, bordbomber, glat dansegulv og ingen ubudne gæster...
| | 0 Kommentar(er) | 02/01-2010 22:10 JR |
| |
| | |
|
|
|