|  | | |
|
Verdens kedeligste blog er nu kedeligere end nogensinde. For jeg har ikke tænkt mig at poste indlæg. Men jeg synes det er sjovt at læse mine gamle indlæg, og måske du (dog højest usansynligt) synes det samme...
Kig du bare frit i arkiverne
Home
| |
| | | | | | |
|
Hvis du vil i kontakt med forfatteren af denne blog så skriv en
| |
| | |
| | | |
|
| |
| | |
|
| | |
|
| Godt nytår? |
|---|
| "Godt nytår". Hvor længe skal man blive ved at sige det til folk man møder? Hvor længe skal de blive ved at sige det til én? Skal man blive ved at sige det til alle når man møder dem første gang i det nye år? Hvor går grænsen? Er der nogen? Hvis ikke, skal vi så lave en? I min lille indelukkede verden er "godt nytår" allerede "so last year" i det øjeblik tømmermændene har forladt kroppen... | |
| | | Sidder i saksen |
|---|
Mig: Hej. Har du nogle planer i aften?
Kæreste: Næ.
Mig: Skal jeg kigge forbi?
Kæreste: Hvornår kan du være her?
Mig: Klokken 19
Kæreste: Fint, så kan du hjælpe mig med at snitte grøntsager. Jeg får gæster i morgen, og skal lave masser af suppe.
Mig: Jeg kan først være der klokken 23:30
Kæreste: Så får du ikke noget sex! | |
| | | Nytårs-stalking |
|---|
"Vent, jeg skal lige have mascara på". Kæresten og jeg var kommet lidt hurtigt ud af døren, og busturen var for kort og bumpet til at nå al make-uppen, så kæresten stoppede mig da vi gik forbi et stort vindue med lys i. Lommespejlet blev hevet frem. Vi havde selskab, af én jeg i første omgang troede skulle med til festen. Jeg kendte ikke resten af selskabet, og da manden havde fulgt os tæt, siden vi steg ud af bussen, antog jeg at han skulle med. Koncentrationen til at lægge make-up var imidlertidig ikke til stede, og kæresten og jeg gik lidt videre. Manden fulgte med og stoppede samtidig med os i vores forsøg på fremtrylle endnu et sminkerum midt på Østerbro. Det gik op for os at han ikke skulle med til fest. Han ville heller ikke sælge os stoffer, og da vi ikke kunne hjælpe ham med noget andet krydsede vi vejen, for at slippe for det efterhånden ubehagelige selskab.
Han forsikrede os om at han ikke fulgte efter os, og øgede da også afstanden til os til cirka 3 meter. Vi gik hurtigere, han gik hurtigere. Vi kunne ikke løbe. Stiletter. Han prustede. Ikke fordi han løb. Tanken om hvorfor han prustede var væmmelig. Skummel. Krænkende. Tanken om hvad situationen måske kunne udvikle sig til, muntrede ikke op. Jeg forestillede mig at han ville dolke den stærkeste af os, og voldtage mig bag en busk eller et cykelskur. Og det var ikke lige den slags nytårsknald jeg havde forestillet mig, da jeg tog hjemmefra.
Vi så lyset, flugtvejen. Vi kunne akkurat nå at få foden i klemme inden døren til opgangen lukkede i. Desværre kunne døren ikke lukkes hurtigt nok til at vores forfølger måtte nøjes med synet af dørens yderside. Havde fantasien bare spillet os et pus, og ville tilfældet bare at han faktisk talte sandt og ikke forfulgte os, men rent faktisk boede i denne opgang, som vi havde valgt at søge ly i?
Vi lod ham gå op ad trappen. Og da vi ikke lige kunne finde navnet på vores vært på tavlen, skyndte os ud af døren og rundt om hjørnet. Det skulle senere vise sig at vi havde været i den rigtige opgang. Tæt på sikkerhed. Men nu havde vi valgt at tage flugten fra denne skumle mand, som i øvrigt kort tid efter kom rundt om selvsamme hjørne hvor vi var flygtet. Vi havde nu manden i hælene igen. På vej mod den del af kvarteret uden lys. Ikke smart. En omdrejning på stilethælen blev løsningen. Hvilket ikke rystede forfølgeren af.
Et par musikere var ved at læsse bilen til aftenens gig. Jeg kan ikke sige at jeg brændende ville ønske mig vidner hvis jeg skulle vågne op nytårsmorgen bagbundet i en busk og med et kondom i røven, men vurderede at det alligevel var det smarteste. Skælven i min stemme gjorde dem situationens alvor klar. Og de holdte stalkeren tilbage længe nok til at vi kunne få et lille forspring, til at komme hen til opgangen mod sikkerhed. I sådan en situation er det enormt upraktisk, og meget upassende med dørtelefoner, som ikke kan aktiveres uden at gæsten taster en kode, som så ringer op til beboerens mobiltelefon. Det føltes som en uendelighed inden døren blev åbnet, og forspringet vi havde fået var da også skrumpet ind igen, og vi blev atter åndet i nakken. Lyden af døren der blev låst, med fætteren på modsatte side, var befriende. Og nu kunne der langt om længe lægges mascara, dog stadig med rystende hænder og et hjerte i halsen... Aftenens alkoholindtag, lyden af Kaj og Andrea til middagen, lagde en dæmper på nerverne, og endte med en brag af en fest, med farverige drinks, bordbomber, glat dansegulv og ingen ubudne gæster...
| |
| | | En god juleaften? |
|---|
Det var Juleaftensdag. Alle var på vej hjem til deres familier rundt omkring i landet, men en del havde lige gjort stop på tanken, for at fylde tomme depoter, med brændstof af forskellig art, så køreturen kunne tilbagelægges i forsvarlig stand, og uden eventuelle skrigende unger på bagsædet. På trods af kundernes gode humør, så gik dagen alligevel langsomt for tankpasseren, som hellere ville sidde hjemme og se TV, imens lillemor stod i køkkenet.
Tankpasseren stod der i sine egne tanker og funderede lidt over opskriften på en god jul. Et godt måltid og en tur i kanen. Det var det der skulle til, og nu håbede han bare at det ikke var "hovedpine dag" når nu han kom hjem senere, for det gode måltid skulle der nok blive sørget for. Arbejdet blev ved at "forstyrre" tankerækken, og butikskædens opskrift på en god bilferie i start-halvfemserne, blev ved at skubbe juletankerne til side. "Har du husket de 3 P'er? Pas, Penge og Potorlie". Han fniste lidt for sig selv, for han syntes egentlig det var et godt slogan.
Et ungt par kom frem til disken. De bestilte lidt fast-food, smertestillende piller og kondomer. Det tegnede til at deres juleaften ville blive god - et godt måltid og en tur i kanen, og med smertestillende piller for at afværge "hovedpinetruslen" - det kunne ikke gå galt. Tankpasseren fortrængte et grin da sloganet "Q8-style" for en god juleaften poppede op i hans hovede:
"Har du husket de 3 P'er? Pølsehorn, Preservativer og Panodiler".
Han gjorde ihærdige forsøg på at tilbageholde latteren, imens han overvejede, om han skulle dele sloganet. Forsøgene rakte ikke helt og et højt fnis smuttede ud igennem hans læber i samme øjeblik han gjorde kunden opmærksom på at kondomerne kunne fås med og uden dupper. Det unge par rødmede og skyndte sig ud af butikken til fnis og småsnakken i den lange kø.
Men de fik en god juleaften... | |
| | | En perfekt juleaften |
|---|
| [...]
Her var engang et indlæg. Et indlæg så kedeligt og dårligt formuleret at jeg, efter at have genlæst det, har valgt at fjerne det. En god historie blev ødelagt på grusomste vis.
Før i tiden var det ikke grunde der kunne få mig til at fjerne indlæg, men hvorfor er det så sket denne gang? Tjo. Læserne er ikke rigtig vendt tilbage, så det er et minimum der har læst det, samt at det vendte og drejede sig i mig hver gang jeg kom forbi bloggen og læste overskriften. Der var overhængende fare for at det ville blive det sidste indlæg, hvis ikke jeg omskrev det ganske kraftigt og postede det påny...
Om det blev bedre, skal jeg ikke kunne sige, men nu er opkastfornemmelserne i mig væk - og det er det vigtigste!
| |
| | | Juletraume (børneopdragelsesalarm) |
|---|
Alle forældre kender det. Ungen kommer hjem med en tegning han/hun har lavet i børnehaven. Forældrene udbryder en entusiastisk glæde over produktet, på trods af at det kræver en meget livlig fantasi at se hvad det forestiller. Ungen er glad, tegningen bliver hængt op på køleskabet, og pillet ned igen og smidt i skraldespanden, når en ny tegning bliver hjembragt. Det gentager sig når ungen så bliver voksen og får sine egne børn. Men hvad er nøgleordet her? Rigtigt! "Ungen er glad"!!
Forældrenes minimale indsats i form af et fingeret spontant glædesudbrud og flytten rundt på køleskabmagneterne, giver så meget igen. Vigtigst af alt er at ungen er glad og fyldt med selvtillid.
Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg måske er lidt ældre end børnene omtalt i ovenstående scenarium, men jeg havde nu forventet et andet udfald, da jeg viste mor min perleplade...
| |
| | | Alt for brugte jokes! |
|---|
Der findes en kasse hvorpå der står: "Jokes som ikke er sjove, men som folk alligevel fyrer af, og gang på gang som om de har fundet på den, og at den er verdens sjoveste joke". I denne kasse ligger joken, som oftest bliver brugt når en person ses feje: "Du fejer godt nok skidt med den kost"... *badabing for en cirkus joke med trommehvirvel og båthorn*
Jeg er nu, op til flere gange, blevet præsenteret for en mere af slagsen, som jeg skynder mig at lægge ned i kassen.
Hvis det er gået din næse forbi, at jeg er blevet opereret i mundhulen og derfor ikke kan spise som normalt, så læs lige de forgående indlæg for en opdatering. Ellers så kommer joken, der ikke kræver yderligere præsentation, her: "Det kan være at du kan få dine flæskesvær blendet juleaften" *Dyt båt, hvor har vi det sjovt*
Nogle burde sætte lås på den kasse! | |
| | | Den onde tandfe! |
|---|
Tandlægen havde, af en eller anden grund, som jeg ikke kan huske lige nu, påbudt mig ikke at spise og drikke varmt. Jeg troede ikke at det ville få den store betydning, da jeg i forvejen ikke rører varme drikke. Men når mit hovedmåltid, en kold vinteraften, består af koldskål, uden kammerjunkere, så er duften af Føtex's forlorne hare til mikrobølgeovn, som sød musik i mine næsebor. Jeg kunne have forvekslet det med en gourmet middag.
Selvom det var hårdt så overlevede jeg aftenen, og indtaget af en liter koldskål sikrede også at jeg ikke gik sulten i seng. Nu var det værste overstået. Troede jeg. For så var det, at jeg hertil morgen slog op i den lille folder om "Gode råd til patienter der har fået foretaget operation i mundhulen" og fandt ud af at flydende mad var erstattet med "blød kost". Og mig der hader at have hår i munden... Øv! | |
| | | Topmålet for en dårlig dag! |
|---|
Vågner og har voldsom tandpine, der kræver akut tandlæge behandling. Alle busserne med retning mod tandlægen strejker. Toget kører lige for næsen af mig. Er Halvanden time om at tilbagelægge en strækning der bør tage 20 minutter. Tandlægen vurdere at der skal opreres. Får en tid senere på dagen. Mellemtiden skal fyldes ud. Det er pissekoldt, og det eneste sted jeg kan søge ly, er på stationens billetkontor. Her bliver jeg mindet om den kontrolafgift jeg fik tilraget mig i for små to uger siden. Den bliver jeg nødt til at betale. Der skal tages pasfoto til det nye kort. Fint billede borset fra at jeg er helt skæv i ansigt af smerte. Tilbage på tandlæge klinikken. Op på operationsbordet. Bedøvelse. Tandlægen taber et eller andet af metal på gulvet. Tandkødet skæres op. Betændelse fjernes. Rødder saves af, med en rundsav, der efter lyden at dømme havde en diameter på 1,2 meter. Rødderne "labbes" og tomrummet fyldes op og tandkødet sys sammen igen.
På vej ud af tandlægeklinikken, omtumlet efter den hårhændede behandling jeg har fået og manglen på positive indtryk i løbet af dagen, krænger jeg alligevel et smil igennem smerten, ved tanken om at kæresten har valgt at tilbringe aftenen med at "nusse om mig". Tandlægen råber efter mig. Han har glemt at fortælle at jeg ikke skal dyrke sport eller begive mig ud i anden fysisk aktivitet *wink wink* der får pulsen op... | |
| | | Fortidens smerte |
|---|
God morgen Kollegaer og Chefer
Min fortid har indhentet mig i denne weekend, og det betyder at jeg er nødt til at overbringe denne triste nyhed; Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige hvornår i får mig at se i løbet af mandagen og om i får mig at se. Jeg er klar over savnet i alle måtte føle over min manglende tilstedeværelse, men jeg udsætter jer ikke for det med min gode vilje...
Jeg kan dog, imens jeg sidder og venter på at virkningen fra den smertestillende medicin jeg forsøger at dope mig med tager til og jeg atter kan få en lille smule søvn, skrive denne mail, således at i er klar over hvorfor jeg ikke møder på kontoret her til morgen.
Jeg fik rodbehandlet en tand for godt seks år siden. Sig til hvis I ikke har hørt historien så fortæller den gerne igen. Det er en historie om en utrolig smerte og mislykkede aftaler med personer af modsatte køn. En forfærdelig historie, som langt overgår de røverhistorier firmaets søfolk prøver at imponere med. Og denne tand brokker sig nu, igen.
Derfor er jeg på trods af den gode nyhed om 0 huller forleden, nødt til at besøge min tandlæge akut igen mandag morgen. Og i sagens natur kan jeg ikke være på kontoret samtidig. Jeg har heller ingen ide om hvor voldsomt besøget bliver. Jeg er sikker på at I forstår alvoren i hvordan fortiden, på traumatisk vis, har indhentet mig, og at I forstår min udeblivelse. Og jeg kan forsikre jer om at jeg gør mit til at perioden med det voldsomme savn i højest sandsynligt vil føle, bliver så kort som muligt.
/JR | |
| |  |  |
| |
| | |
|
|
|