|
|
 | | |
|
| Hørt under håndboldkamp... |
|---|
Og så er der arm på danskerne...
Jeg tænker at det var da egentlig meget heldigt... Når nu det er håndbold de spiller... | |
| | | Nem regneopgave? |
|---|
Jeg burde måske have hørt efter i skolen, for denne regneopgave til 1. klasse elever, bryder mit hovede... Facitlisten siger 135... Jeg forstår ikke hvordan man det kan lade sig gøre. Hjælp søges.
Rødderne Tim, Tom og Torben er ved at lave en bunke snebolde, som de vil bombardere pigerne med, når de kommer forbi. Tim er hurtig, han kan lave 4 snebolde i minuttet. Tom kan lave 3 og Torben 2 i minuttet. Der er et kvarter til pigerne kommer. Hvor mange snebolde kan rødderne nå at lave. mens Thomas laver en flot snemand?
| |
| | | På vej hjem. |
|---|
| Suser afsted mod Vestegnen. Byens eftermiddagsvintersilhouet lægges bag mig. Jeg er på vej hjem. Med toget, som en anden Hr. Bahnsen. JR har købt sig en bærbar, og er nu online på farten. I hvert fald så længe der er gratis internet... | |
| | | Hvad har Postdanmark imod mig? |
|---|
Hvorfor straffer de mig? Jeg har ikke gjort dem noget. Tværtimod. Jeg handler i deres butik, og er altså en del af deres eksistensgrundlag. Men hvorfor pisser de så sådan på mig?
Hele dagen sidder man og venter. Venter på at manden i den postkasserøde(!) jakke kommer ind af døren og siger: "Jeg har en pakke til jer". koncentrationen afbrydes jævnligt og blikket vendes i retning af døren i håb om at det er netop i dette øjeblik at den åbner. Hver en lyd der i et længseltfuldt sind kan lyde som en dør der går op fanger opmæksomheden, Også lyde som ikke lyder som døre der går op, fanger opmærksomheden, stadig i håb om at det er døren der går op. Tyre ser rødt og går amok. Jeg ser rødt og kan atter slappe af.
Manden i den røde jakke dukker aldrig op, så temperamentet nærmer sig det røde felt. og irritationen bliver ikke mindre, da jeg så erfarer at han rent faktisk har været der, men ikke har gidet at vade op af trappen til 3. sal, men i stedet har siddet i sin varme bil og brygget en historie sammen om at dørtelefonen ikke virker. Beviset er en lille kuvert hvori der ligger besked om at 3 pakker kan hentes på posthuset. Og sikke noget pis. Postdanmark medarbejderen der efterfølgende måtte lægge øre til en kontrolleret skideballe, lovede at der vil blive taget hånd om det.
Nålen på instrumentet der angiver mængden af arrigskaben gemt i mig, begynder at snurre vildt og ganske ukontrolleret rundt, da jeg dagen efter finder en lille kuvert mere i postkassen og det viser sig at der i ovennævnte levering skulle have været 4 pakker. Og det finder man ud af EFTER at man har været på posthuset og hente de 3 andre. I ren afmagt griber jeg instinktivt røret, og får fat i en anden stakkels postdanmark medarbejder som helt udenforstående må lægge ører til en skideballe knap så kontrolleret som den første. Hun forsøger dog på diplomatisk vis at overbevise mig om, at hun vil gøre noget ved det, men min tiltro kan ligge flere gange ved siden af hinanden på et knappenålshovede.
Post danmarks håndtering af situationen svarer lidt til at gå på restaurant, hvor tjeneren efter bestilling siger: "Kokken gider ikke i dag. Her er en pose med ingridienser og køkkenet er den vej". Det er urimeligt! Lidt ala McDonald's medarbejderen som lader sig betale ekstra for Shaker Fries Pommes Frites, og som på bemærkningen "Undskyld, men jeg bestilte Shaker Fries og ikke almindelige" svarer næsvist at "Man skal altså selv krydre dem ved at ryste dem i en pose". Hvorfor skal jeg betale for noget som jeg i sidste ende selv skal klare?
Min paniske håndtering af hele situationen skyldes at jeg venter en pakke mere, som jeg på ingen måde kan leve med skal være i postens varetægt et sekund mere end det er nødvendigt. Men bekrymringen synes ubegrundet efterfølgende, for min "skideballe" af den stakkels telefondame nummer 2, har båret frugt, og Postmanden leverer min pakke efter planen.
Mindsanten om ikke han kommer forbi dagen efter igen, med endnu en pakke. En uventet pakke. Og glad over at postbudet har fundet ud af at dørtelefonen virker, og man i øvrigt normalt bare går ind uden at skænke dørtelefonen et blik og derfor ikke har flere undskyldninger for at "snyde" sig uden om levering af pakker, skriver jeg hurtigt under på at have modtaget pakken. En printer toner.
Ender historien lykkeligt? Nej, havde du troet det? Så er du ligeså naiv som mig. Printer toneren er ikke ny. Den er tom. Tom fordi den er brugt. Brugt i min printer. Det er altså min egen printer toner. Som jeg sendte retur for at værne om miljøet. Jeg var personligt på posthuset med den. Og nu kan de ikke finde ud af forskellen på afsender og modtager... Man kan åbenbart brokke sig så meget at man ender med at få sine egne pakker retur...
Jeg slår måbende ud med armene. Hjælp mig. En eller anden... | |
| | | En slem lille en... |
|---|
| Værre end en ustyrlig lille dreng juleaften. Værre end en hund i en slagterbutik. Jeg er rastløs og kan ikke sidde stille. Jeg hører ikke efter når der bilver råbt 'på plads' eller 'tilbage til arbejdet'. Jeg har kun mit nye legetøj i tankerne. Bare jeg dog var alene så jeg kunne komme igang, uden at bliver forstyrret... | |
| | | Advarsel!!! |
|---|
Lad dette blogindlæg være til skræk og advarsel til alle bloggere. Pas på med det med korporlig omgang med personer af det andet køn. Og her tænker jeg ikke pas på, som i hav-altid-et-kondom-på-dig. Det er noget ganske andet.
Uden at trække andre med ned i sølet, så vil jeg nu alligevel kaste mig ud i at drage en parallel. Kapster2 er en god blog med mange læsere. Han skriver underholdende om sex. Eller rettere den sex han ikke får. Og dét er sjovt. Ikke "Haha, det er sjovt at Kasper ikke får noget sex", for det under jeg ham nu. Men den måde Kasper ikke får sex på er sjov.
Jeg havde også læsere på min blog engang - Ikke så mange, men de var der. Én af dem har været forbi igen, hvor efter han på messenger gør mig opmærksom på at jeg er blevet en "hæsligt lykkelig blogger", og han bedre kunne lide mig dengang jeg var skod.
Jeg var mere bitter dengang. Og jeg ved godt at bitre indlæg er de bedste. Jeg har draget den konklusion før. Men den slags fungerer bedst hvis man er bitter helt ind i knoglemarven. Det er jeg ikke for tiden, og derfor er min blogs kvalitet også tilsvarende ringe (Intet under at den ligger nummer 1 på google med "dødens pølse").
Så alle jer bitterbloggere derude... Tænk jer om en ekstra gang inden i folder jer ud i en god gang lagengymnastik. Det er måske på bekostning af bloggen. Og her hjælper "regnfrakker" altså ingenting... | |
| | | Godt nytår? |
|---|
| "Godt nytår". Hvor længe skal man blive ved at sige det til folk man møder? Hvor længe skal de blive ved at sige det til én? Skal man blive ved at sige det til alle når man møder dem første gang i det nye år? Hvor går grænsen? Er der nogen? Hvis ikke, skal vi så lave en? I min lille indelukkede verden er "godt nytår" allerede "so last year" i det øjeblik tømmermændene har forladt kroppen... | |
| | | Sidder i saksen |
|---|
Mig: Hej. Har du nogle planer i aften?
Kæreste: Næ.
Mig: Skal jeg kigge forbi?
Kæreste: Hvornår kan du være her?
Mig: Klokken 19
Kæreste: Fint, så kan du hjælpe mig med at snitte grøntsager. Jeg får gæster i morgen, og skal lave masser af suppe.
Mig: Jeg kan først være der klokken 23:30
Kæreste: Så får du ikke noget sex! | |
| | | Nytårs-stalking |
|---|
"Vent, jeg skal lige have mascara på". Kæresten og jeg var kommet lidt hurtigt ud af døren, og busturen var for kort og bumpet til at nå al make-uppen, så kæresten stoppede mig da vi gik forbi et stort vindue med lys i. Lommespejlet blev hevet frem. Vi havde selskab, af én jeg i første omgang troede skulle med til festen. Jeg kendte ikke resten af selskabet, og da manden havde fulgt os tæt, siden vi steg ud af bussen, antog jeg at han skulle med. Koncentrationen til at lægge make-up var imidlertidig ikke til stede, og kæresten og jeg gik lidt videre. Manden fulgte med og stoppede samtidig med os i vores forsøg på fremtrylle endnu et sminkerum midt på Østerbro. Det gik op for os at han ikke skulle med til fest. Han ville heller ikke sælge os stoffer, og da vi ikke kunne hjælpe ham med noget andet krydsede vi vejen, for at slippe for det efterhånden ubehagelige selskab.
Han forsikrede os om at han ikke fulgte efter os, og øgede da også afstanden til os til cirka 3 meter. Vi gik hurtigere, han gik hurtigere. Vi kunne ikke løbe. Stiletter. Han prustede. Ikke fordi han løb. Tanken om hvorfor han prustede var væmmelig. Skummel. Krænkende. Tanken om hvad situationen måske kunne udvikle sig til, muntrede ikke op. Jeg forestillede mig at han ville dolke den stærkeste af os, og voldtage mig bag en busk eller et cykelskur. Og det var ikke lige den slags nytårsknald jeg havde forestillet mig, da jeg tog hjemmefra.
Vi så lyset, flugtvejen. Vi kunne akkurat nå at få foden i klemme inden døren til opgangen lukkede i. Desværre kunne døren ikke lukkes hurtigt nok til at vores forfølger måtte nøjes med synet af dørens yderside. Havde fantasien bare spillet os et pus, og ville tilfældet bare at han faktisk talte sandt og ikke forfulgte os, men rent faktisk boede i denne opgang, som vi havde valgt at søge ly i?
Vi lod ham gå op ad trappen. Og da vi ikke lige kunne finde navnet på vores vært på tavlen, skyndte os ud af døren og rundt om hjørnet. Det skulle senere vise sig at vi havde været i den rigtige opgang. Tæt på sikkerhed. Men nu havde vi valgt at tage flugten fra denne skumle mand, som i øvrigt kort tid efter kom rundt om selvsamme hjørne hvor vi var flygtet. Vi havde nu manden i hælene igen. På vej mod den del af kvarteret uden lys. Ikke smart. En omdrejning på stilethælen blev løsningen. Hvilket ikke rystede forfølgeren af.
Et par musikere var ved at læsse bilen til aftenens gig. Jeg kan ikke sige at jeg brændende ville ønske mig vidner hvis jeg skulle vågne op nytårsmorgen bagbundet i en busk og med et kondom i røven, men vurderede at det alligevel var det smarteste. Skælven i min stemme gjorde dem situationens alvor klar. Og de holdte stalkeren tilbage længe nok til at vi kunne få et lille forspring, til at komme hen til opgangen mod sikkerhed. I sådan en situation er det enormt upraktisk, og meget upassende med dørtelefoner, som ikke kan aktiveres uden at gæsten taster en kode, som så ringer op til beboerens mobiltelefon. Det føltes som en uendelighed inden døren blev åbnet, og forspringet vi havde fået var da også skrumpet ind igen, og vi blev atter åndet i nakken. Lyden af døren der blev låst, med fætteren på modsatte side, var befriende. Og nu kunne der langt om længe lægges mascara, dog stadig med rystende hænder og et hjerte i halsen... Aftenens alkoholindtag, lyden af Kaj og Andrea til middagen, lagde en dæmper på nerverne, og endte med en brag af en fest, med farverige drinks, bordbomber, glat dansegulv og ingen ubudne gæster...
| |
| | | En god juleaften? |
|---|
Det var Juleaftensdag. Alle var på vej hjem til deres familier rundt omkring i landet, men en del havde lige gjort stop på tanken, for at fylde tomme depoter, med brændstof af forskellig art, så køreturen kunne tilbagelægges i forsvarlig stand, og uden eventuelle skrigende unger på bagsædet. På trods af kundernes gode humør, så gik dagen alligevel langsomt for tankpasseren, som hellere ville sidde hjemme og se TV, imens lillemor stod i køkkenet.
Tankpasseren stod der i sine egne tanker og funderede lidt over opskriften på en god jul. Et godt måltid og en tur i kanen. Det var det der skulle til, og nu håbede han bare at det ikke var "hovedpine dag" når nu han kom hjem senere, for det gode måltid skulle der nok blive sørget for. Arbejdet blev ved at "forstyrre" tankerækken, og butikskædens opskrift på en god bilferie i start-halvfemserne, blev ved at skubbe juletankerne til side. "Har du husket de 3 P'er? Pas, Penge og Potorlie". Han fniste lidt for sig selv, for han syntes egentlig det var et godt slogan.
Et ungt par kom frem til disken. De bestilte lidt fast-food, smertestillende piller og kondomer. Det tegnede til at deres juleaften ville blive god - et godt måltid og en tur i kanen, og med smertestillende piller for at afværge "hovedpinetruslen" - det kunne ikke gå galt. Tankpasseren fortrængte et grin da sloganet "Q8-style" for en god juleaften poppede op i hans hovede:
"Har du husket de 3 P'er? Pølsehorn, Preservativer og Panodiler".
Han gjorde ihærdige forsøg på at tilbageholde latteren, imens han overvejede, om han skulle dele sloganet. Forsøgene rakte ikke helt og et højt fnis smuttede ud igennem hans læber i samme øjeblik han gjorde kunden opmærksom på at kondomerne kunne fås med og uden dupper. Det unge par rødmede og skyndte sig ud af butikken til fnis og småsnakken i den lange kø.
Men de fik en god juleaften... | |
| | |  |
| |
| | |
|
|
|
